Kursus: Nyere dansk kormusik til gudstjenesten v. Søren Birch
Kurset vil give indblik i, hvad der rører sig på korfronten af nyere musik for blandet kor. Der vil blive præsenteret eksempler på kompositioner til brug i gudstjenesten og til koncertbrug. Repertoiret vil bestå af motetter og salmemelodier mm., med og uden akkompagnement.
Satserne vil blive sunget igennem, så man kan danne sig et indtryk af sværhedsgrad og egnethed.
Repertoiret på kurset er nyt i forhold til tidligere kurser.
Deltagerne får en enkelt udgivelse med fra kurset.
Søren Birch er en anerkendt dirigent for såvel kor som orkester og han udmærker sig også som komponist inden for forskellige genrer. Han er uddannet som kor- og ensembleleder ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han også underviste i en årrække. Nu underviser han ved kirkemusikskolen i Løgumkloster.
Søren Birch er tillige dirigent for kammerkoret Coro Misto som han dannede i 1991, og han har dirigeret Danmarks Radios kammerkor og Det svenske Radiokor. Desuden har Søren Birch dirigeret Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Ensemble, Prinsens Musikkorps samt en række amatørorkestre. Han er en efterspurgt instruktør ved korstævner og kurser og har tilmed undervist på Musikhögskolan i Göteborg og Den Norske Musikkhøgskole i Oslo.
Ved siden af dirigentvirksomheden er Søren Birch aktiv som komponist og arrangør; han har udgivet flere af sine korværker, hovedsageligt på forlagene Wilhelm Hansen og Mixtur.
Prisen er 750 kr. og inkluderer undervisning, en enkelt udgivelse, frokost, kaffe og kage.
Ansøgningsfrist er fredag, d. 5. februar 2027.
Tilmelding via dette link: https://kmskstudieportal.kirkenettet.dk/signup/course/1151