Den, der foragter Musica, som alle sværmere gør, den er jeg ikke tilfreds med. For musikken er en gave og skænk fra Gud, ikke en menneskegave. Derfor fordriver den også djævelen og gør folk muntre. Man glemmer derved al vrede, ukyskhed, hovmod og andre laster. Jeg giver næst efter teologien Musica plads og højeste ære. Man ser også, hvordan David og alle de hellige har sat deres gudvelbehagelige tanker på vers, rim og sange, -
Dette og flere andre citater fra Martin Luthers ”Tischreden” viser Luthers musiksyn. Han gav os salmerne og fællessangen tilbage, og de har siden været bærende elementer i vores kirke-, familie- og samfundsliv.
Nu viser en ny undersøgelse, som Folkekirkens Kirkemusikskoler sammen med Landsforeningen af Menighedsråd har fået udarbejdet af Folkekirken i tal, FUV, at kirkens efterspørgsel på musik nærmest er uden ende. Ja, faktisk er antallet af årsværk for organister og kirkemusikere i Folkekirken steget med hele 20 % over de sidste 10 år.
Samtidig er musikken fri: der skrives nye salmer, og der eksperimenteres med former og udtryk.
De kirkelige musikuddannelser kan knapt dække behovet, og de nye kirkemusikere kommer derfor fra alle hjørner af musiklivet og bringer nye impulser ind – måske på bekostning af grundlæggende viden om kirkemusikkens funktion og historie. Ja, nogle mener endda, at vi er bragt tilbage til et udgangspunkt, hvor vi skal starte forfra med at skole kirkemusikere til at indgå i den vigtige opgave at bære gudstjenestens puls sammen med præst og menighed.
Vi ønsker at blive klogere på, hvor kirkemusikken er på vej hen, og inviterer derfor til en sensommerkonference ’Musik og kirke’.
Med kontant støtte fra de nørrejyske stiftsråd og private fonde har vi fået mulighed for gennem to dage at samle nogle af landets dygtigste praktikere og mest indsigtsfulde stemmer til gennem foredrag, workshops, studiekredse, koncerter og gudstjenester at tage temperaturen på kirkemusikken.
Konferencen er for alle, der beskæftiger sig med eller interesserer sig for kirkemusik – hvad enten du møder den ved orglet, prædikestolen, i korarbejdet, i menighedsrådet eller fra kirkebænken.
Vi begynder mandag formiddag med gudstjeneste i Thys storslåede katedral, Vestervig Kirke, ved biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og med fabelagtige Hans Henrik Gramstrup Larsen ved det store Marcussen-orgel, som for snart 50 år siden ved lokalbefolkningens imponerende indsats blev erhvervet og begrundede en placering af en kirkemusikskole i Thy.
Herefter følger en key-note debat om kirkemusikalsk uddannelse under kyndig ledelse af Kåre Gade fra kirke.dk og med vigtige stemmer fra fagforeninger, uddannelse og Landsforeningen af Menighedsråd.
Konferencen tager afsæt i, at tiden kalder på liturgisk eftertanke og fornyet opmærksomhed på højmessens potentiale.
To teologer og to kirkemusikere vil med Kristoffer Garne diskutere, hvordan højmessen bliver det spændende sted for musikerens kunstneriske udfoldelse i samarbejde med præsten, der skal forvalte ritualet.
Orglet er ikke til at komme uden om i dansk kirkemusik – heller ikke på denne konference.
Domorganist i Viborg Morten Ladehoff har ved siden af orglet også et omfattende komponistvirke. Han sætter orglet på spil og vil sammen med deltagerne foretage forskellige klang-eksperimenter med Sydthys gamle, velklingende musikskole-orgel i skolens liturgiske øvesal.
Katrine Kristiansen har nærmest som ene kvinde relanceret orglet som pædagogisk mulighed og opbygget en imponerende landsdækkende organisation. Vi er heldige, at Katrine vil komme og fortælle hele historien om Orgelklubben og dele sine righoldige erfaringer som underviser.
Den erfarne organist og rektor Hans Christian Hein viser veje til at skabe stor musik på det lille orgel.
Jakob Lorentzen er en af vore helt store mestre, når det kommer til orgelimprovisation. Han er til daglig organist og kantor ved Holmens Kirke og vil undervise aktive konservatoriestuderende på en måde, så vi alle får udbytte i kirkens klangrum.
En gudstjeneste skal efter luthersk ideal sætte rammen for et møde mellem Gud og mennesker. Jørgen Demant og Martin Hornstrup fra Liturgisk Forum vil præsentere os for "Gudstjenestens trædesten". Jørgen og Martin er eksperter på hver deres felt og vil også bidrage med deres store viden om gudstjenesten som klangrum og med en lystvandring i nye salmer.
"Bag om Helligdagen" har gennem mange år været et populært online arbejdsredskab for planlægning af gudstjenesten.
To præster og to organister vil foran et publikum i fællesskab vælge musik til 14. søndag efter Trinitatis. Dirigent for Thisted Kirkes Drenge- og mandskor, Niels Granvig, har ordet i sin magt og styrer løjerne med sikker hånd.
Hvornår er en sang en salme? Det er måske ikke altid helt indlysende, men under kyndig ledelse af Martin Rohr Gregersen, ny præst i Vestervig-Agger, undersøger vi sagen med et stærkt panel af praktikere og salmeforskere.
Det sker efter en morgensang med korleder-kometen Jonas Rasmussen, som ved ”hvad de unge vil ha’”. Jonas har forstået, at "Fællesskab først - rekruttering senere" er den nødvendige klangbund for et succesfuldt korlederarbejde.
Vi har alle en stemme, som er tæt forbundet med vores krop og identitet. Kraften i din stemme kan med fordel udvikles og optimeres i selskab med Pia Fog. En anden af skolens fantastisk dygtige sangundervisere er Margrethe Smedegaard, som vil demonstrere taleteknik og stemmeteori.
Organisten og musikteoretikeren Ole Brinth er måske landets mest vidende om sungne menighedsvar og messetoner i historisk perspektiv. Men de har også en nutidig relevans, som vi undersøger i en workshop.
Liturgien er måske nok fastlagt, men dog ikke hævet over forhandling mellem tradition og fornyelse. Tine Illum og Charlotte Støjberg, hhv. sognepræst og organist i Sønder Bjert Sogn, har gennem 20 års arbejde i et liturgisk frisogn gjort sig værdifulde overvejelser.
Det gælder også i Brorsons Kirke, hvor "Kant, klangbund og kærlighed" er nøgleord i det musikalske arbejde. Oplægget varmer op til en aftenkoncert med vidunderlige Janne Mark trio, som til lejligheden er suppleret med trompetisten Flemming Agerskov, der med sin klang og viden om kirkemusikalske virkemidler vil fylde Vestervig Kirke med et kraft- og åndfuldt lydunivers.
Vi glæder os utroligt meget til at byde velkommen til to dage med inspiration, eftertanke og nye perspektiver på kirkemusikken.
Vestervig ligger langt fra det meste, men tæt på det væsentlige: en levende forbindelse mellem folk og kirke, midt i natur med hav, fjord, nationalpark og stærke kulturoplevelser.
Konferencen afvikles på Vestervig Kirkemusikskole, og man kan både tilmelde sig enkeltdage og hele forløbet.
Man kan se programmet og tilmelde sig på kirkemusikskole.dk/konference
Tilmeldingsfrist:
Fredag den 14. august 2026 // Early bird – tilmeldingsfrist mandag den 1. juni 2026
Priser:
Hele konferencen: 800 kr.
Mandag: 500 kr.
Tirsdag: 300 kr.
Early bird - hele konferencen: 600 kr.
Med venlig hilsen
Martin Gade
Rektor, Vestervig Kirkemusikskole
Læs også stort interview med Martin Gade:
Rektors hjerte banker for kirkemusikken
- Det er vigtigt, at vi får nogle dygtige og engagerede folk ud i kirkerne til at løfte den musikalske opgave. Musikken er et bærende element – både i gudstjenesten og i det øvrige liv i kirken og lokalsamfundet. Men for at musikken kan leve, kræver det, at vi får uddannet dygtige musikere, der både har styr på deres faglighed og en stor innovationskraft, siger Martin Gade. -
Tidligere udgaver af "rektor har ordet"